Instruktion

Indspil – sådan bliver du bedre!

Lav bedre indspil og du vil sænke dit handicap hurtigt

Spillet omkring greenen er ekstremt vigtigt. Hvis du vil skære en masse slag af din samlede score, så kig grundigt på dette område af golfspillet.

Her vil vi prøve at give dig gode råd til indspil, og vi tager udgangspunktet i det golfslag som kendes som “Chip and Run”

Chip and run er et simpelt golfslag, som desværre bliver undervurderet af mange golfspillere. Træner du det regelmæssigt, opdager du hurtigt, at det kan spare dig for mange slag – Det er din lette vej til en lavere score.

Et godt råd omkring indspil

Inden vi går i gang med udførelsen af selve slaget, vil vi komme med et godt tip, som du kan tage med på golfbanen:

Ligger du i forkanten af greenen (og græsset ikke er for højt) så brug din putter. Er græsset for langt, eller ligger du for langt væk så chip. Brug udelukkende pitchslaget hvis det er nødvendigt at krydse en hasard for at lande på greenen. Ja, det ser godt ud når profferne lander få centimeter fra hullet med et højt indspil, men det kræver en usædvanlig kontrol at få det perfekte resultat med dette slag.

Med et chip får du en masse kontrol med længden af dine slag. Fordelen ved dette slag er, at du kan løfte golfbolden over det højere græs for derefter at lande på greenen og lade bolden rulle hen mod hullet.

Valg af jern til indspil

Det meste af dit golfudstyr kan anvendes, men start med dit 8, 9 eller pitching wedge, da disse er gode til lave indspil.

Opstilling når du skal lave indspil

Ved at føre dit greb længere ned på jernet end ved normale jernslag får du bedre kontrol. Hold derfor hænderne så langt nede på grippet som muligt.

Placer hænderne foran golfbolden og placer bolden tilbage i din stance (mod højre fod). Hold fødderne tæt sammen for at få en bedre kontrol, og forsøg at få hovedvægten af din vægt på din venstre fod.

Formålet med denne opstilling er at få jernet til at ramme golfbolden i en nedadgående kurve. Dermed rammer du først golfbolden og derefter græsset.

Udføres det korrekt får du et godt træf og god længdekontrol.

Sådan skal du holde om golfkøllen når du chipper

Du kan med fordel anvende samme greb, som når du putter. Fordelen ved dette er at at dine håndled holdes mere passive, og det er lettere at lave pendulbevægelsen – ligesom når man putter.

Sådan svinger du når du skal lave indspil

Svinget minder meget om dit puttesving. Når du har lavet din opstilling, skal du lave en pendulbevægelse, hvor det er dine skuldre, der laver arbejdet. Ben og krop skal holdes i ro.
Når du svinger køllen, svinger du med samme længde frem og tilbage – husk at det er skuldrene og IKKE dine håndled – håndleddene skal være passive.

Sørg for hele tiden at have hænderne foran jernets hoved, så du rammer golfbolden i en nedadgående kurve. I et Chip and Run slag er der vinklen på jernet, der hjælper golfbolden i luften, og ikke dig der tvinger bolden op i luften. Derved sikrer du et rent træf. Det er længden på dit sving der skal afgøre længden på dine slag.

Jernets hoved skal være rettet mod målet gennem hele svinget. Modsat et almindeligt sving hvor køllehovedet åbner og lukker gennem svinget.

Forsøg at lave en god rytme i dit sving – jo mere du kan det jo bedre kontrol får du.

Øv dig i at lave indspil

Som nævnt kan du lave indspil med de fleste jern – Du kan også vælge at købe en golf chipper, men kan du styre slaget med de andre jern i dit golfudstyr, så klarer de jobbet lige så godt.

Lav nogle øvelser hvor du stiller dig et par meter fra forkanten af greenen. Udvælg så et mål på greenen hvor du vil have din bold til at ramme greenen første gang.

Prøv at lave den samme øvelse med de forskellige jern – du vil opleve at forskellen ligger i længden bolden triller. Du ændrer dermed længden på dine chip ved at ændre jern og ikke ændre din teknik.
Teknikken er den samme hver gang.

Alternativt kan du træne hjemme i haven med et chippingnet.

Øver du dig i dette, vil du hurtigt opleve, at du kan mindske antallet af slag omkring greenen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *